Ny forskning fra Syddansk Universitet (SDU) viser, at fængslede personer møder betydelige barrierer i adgangen til sundhedsbehandling. Både retlige rammer og sikkerhedshensyn kan i praksis begrænse ligestillingen med resten af befolkningen.
Debatten er blevet aktualiseret af protester og kritik fra indsatte, der stiller spørgsmål ved, om de reelt får den behandling, de har ret til. Den problemstilling har jurist Mathilde Carøe Munkholm undersøgt i sin ph.d.-afhandling, hvor hun kombinerer juridisk analyse med interviews og observationer i danske fængsler.
Indsatte oplever mistillid
Hendes forskning peger på, at sundhedsbehandlingen er præget af strukturelle udfordringer. Selvom ligestillingsprincippet i kriminalforsorgen tilsiger, at indsatte skal have samme adgang til sundhedsydelser som andre borgere, kan dette princip fraviges af hensyn til sikkerhed. Det beror ofte på konkrete vurderinger, hvornår sådanne hensyn vejer tungere end patientens behov.
I praksis oplever mange indsatte, at de ikke bliver behandlet på lige vilkår. Interviewene viser en gennemgående følelse af mistillid og magtesløshed. Indsatte har begrænsede muligheder for selv at påvirke deres behandlingsforløb, blandt andet fordi de ikke frit kan kontakte egen læge eller vagtlæge.
Et centralt eksempel er medicinordination. Her indgår ikke kun en sundhedsfaglig vurdering, men også overvejelser om risiko for misbrug og handel med medicin internt i fængslet. For de indsatte kan det skabe en oplevelse af, at behandlingen ikke udelukkende baseres på faglige hensyn, hvilket udfordrer tilliden til systemet.
Helbred forværres bag tremmer
Samtidig viser forskningen, at mange indsatte får forværret deres helbred under afsoning. En del har allerede psykiske lidelser eller misbrugsproblemer ved indsættelsen, men fængselsopholdet kan forstærke problemerne. Depression, angst og søvnproblemer er udbredte, ligesom fysiske gener kan opstå eller forværres på grund af begrænset adgang til motion og behandling.
Også sundhedspersonalet befinder sig i et krydspres. De skal både varetage patienternes behov og samtidig tage hensyn til sikkerhed og institutionelle krav. Det kan udfordre deres faglige rolle, fordi behandlingsbeslutninger ofte må afvejes mod risikovurderinger – eksempelvis ved brug af medicin eller transport til behandling uden for fængslet.
Forslag: tættere på sundhedsvæsenet
På den baggrund peger Mathilde Carøe Munkholm på behovet for at gentænke organiseringen af sundhedsbehandlingen i fængsler. I dag er området forankret under Justitsministeriet, men hun foreslår en model, hvor behandlingen i højere grad integreres i det almindelige sundhedsvæsen, som det blandt andet kendes fra Norge og Finland.
En sådan model kan styrke kvaliteten og sammenhængen i behandlingen, fordi sundhedspersonalet i højere grad vil være en del af det øvrige sundhedssystem. Samtidig fremhæver hun, at der er behov for at give især varetægtsfængslede bedre mulighed for at benytte egen læge – en mulighed, der allerede eksisterer i lovgivningen, men sjældent anvendes.
Ifølge forskeren kan mangelfuld sundhedsbehandling ikke kun opleves som en ekstra belastning under afsoning, men også få konsekvenser efter løsladelsen. Bedre og mere rettidig behandling kan øge chancerne for, at tidligere indsatte kan etablere en stabil tilværelse uden kriminalitet.