Tusindvis af lyserøde kirsebærblomster har endnu en gang forvandlet Bispebjerg Kirkegård til en af Københavns mest populære forårsoplevelser.
Den karakteristiske kirsebærallé er et af byens mest genkendelige forårstegn, og den korte blomstringsperiode forventes i år at tiltrække op mod 150.000 besøgende fra både København og resten af landet.
Ifølge Københavns Kommune falder årets blomstring sammen med omfattende anlægsarbejde i forbindelse med skybrudssikring af kirkegården, hvilket stiller særlige krav til trafikken i området.
“Vi ved, at kirsebæralléen er en oplevelse, mange ser frem til hvert år. Men i år betyder anlægsarbejdet, at vi skal være ekstra opmærksomme på, hvordan vi færdes på området,” siger Elise Sylvest Elmgreen, byrumsforvalter i Kultur-, Fritids- og Borgerserviceforvaltningen.

Opfordring: Følg skiltning og anviste ruter
Besøgende opfordres til at parkere uden for kirkegården og følge den opsatte skiltning samt de markerede stier til og fra kirsebæralléen.
“Når så mange mennesker besøger området på én gang, er det afgørende, at afspærringer og anviste ruter respekteres. Det handler både om sikkerhed og om at beskytte kirkegården og bevare den ro og værdighed, stedet er kendt for,” siger Elise Sylvest Elmgreen.
Kirsebæralléens blomstring varer kun en kort og intens periode hvert år og er en del af oplevelsens særlige karakter. Myndighederne understreger, at hensyn og god færden sikrer, at alle kan få glæde af det lyserøde forår – også mens området er under udvikling.

