Volkswagen har løftet sløret for den nye Volkswagen ID.3 Neo, som markerer en omfattende opdatering af mærkets kompakte elbil. Modellen introduceres med et nyt navn, et markant facelift og et tydeligt designskifte baseret på Volkswagens “Pure Positive”-designsprog.
Udefra får ID.3 Neo en redesignet front med ny lyssignatur, en sammenhængende LED-lysbjælke mellem forlygterne og et oplyst VW-logo. Bagenden og karrosseriets proportioner er justeret for at give bilen et mere strømlinet og dynamisk udtryk. Ifølge Volkswagen skal designet fremstå både mere tidløst og aerodynamisk.

Nyt multifunktionsrat
Indvendigt er kabinen gennemgribende fornyet med et nyt instrumentbord, bedre materialevalg og en mere horisontal opbygning. Betjeningen er gjort mere intuitiv med fysiske knapper til centrale funktioner, et nyt multifunktionsrat og et opgraderet infotainmentsystem med 10,25″ digitalt cockpit og 12,9″ touchskærm. Der er samtidig fokus på øget komfort med funktioner som massage- og hukommelsessæder samt avancerede assistentsystemer.

ID.3 Neo
- Nyt design – med en ændret frontkofanger og nyt lysdesign bærer ID.3 Neo1 ID.-familiens nye ansigt
- Nyt interiør – et komplet nyt interiør i høj kvalitet er konsekvent designet med mere komfort og intuitiv betjening for øje
- Nye drivlinjer – øget effektivitet muliggør rækkevidder på op til 626 km (WLTP2)
- Nye teknologier – ID.3 Neo kan udstyres med den nye Connected Travel Assist med automatisk trafiklysgenkendelse

Tre batteristørrelser
Teknisk kommer ID.3 Neo med tre batteristørrelser (50, 58 og 79 kWh netto) og effektvarianter fra 125 til 231 hk. Topversionen med 79 kWh batteri leverer op til 626 km rækkevidde (WLTP), mens hurtigopladning når op til 183 kW i de største versioner. Alle modeller får desuden varmepumpe som standard og understøtter vehicle-to-load op til 3,6 kW.
Nye softwarefunktioner inkluderer forbedret Travel Assist med trafiklysgenkendelse, én-pedals kørsel og adgang til en app-butik til bilens digitale tjenester. ID.3 Neo introduceres i Danmark i juli, mens forsalget allerede er åbnet.

Volkswagen ID.3 Neo priser
- ID.3 Neo Trend (50 kWh, 170 hk): 249.995 kr.
- ID.3 Neo Life (50 kWh, 170 hk): 264.995 kr.
- ID.3 Neo Style (50 kWh, 170 hk): 289.995 kr.
- ID.3 Neo Life (58 kWh190 hk): 284.995 kr.
- ID.3 Neo Style (58 kWh, 190 hk): 309.995 kr.
- ID.3 Neo Life (79 kWh, 231 hk): 314.995 kr.
- ID.3 Neo Style (79 kWh, 231 hk): 334.995 kr.
