Finans Danmark har offentliggjort nye tal for lånetilbud i marts 2026, som viser en markant stigning i boligaktiviteten.
I alt blev der indhentet 18.379 lånetilbud i marts – en stigning på 13,2 pct. sammenlignet med samme måned sidste år. Af disse gik 6.233 til køb af ejerboliger og sommerhuse, hvilket er en stigning på 20,1 pct. og det højeste niveau siden marts 2022.
Udviklingen er bredt funderet på tværs af landet. Især Østjylland og Nordsjælland skiller sig ud med stigninger på henholdsvis 34,9 og 33,5 pct.
Ifølge Peter Jayaswal, direktør for Realkredit og ejendomsfinansiering i Finans Danmark, tyder tallene på øget optimisme på boligmarkedet:
“De seneste tal viser en solid fremgang i boliginteressen på tværs af landet sammenlignet med sidste år,” siger han og peger på, at flere danskere vurderer, at økonomien og timingen igen er gunstig for boligkøb.
Fakta
- I marts blev der i alt indhentet 18.379 lånetilbud – en stigning på 13,2 pct. sammenlignet med marts sidste år.
- 6.233 af lånetilbuddene blev givet til køb af ejerboliger og sommerhuse ¬¬- en stigning på 20,1 pct. sammenlignet med marts sidste år og det højeste antal siden marts 2022, hvor der blev registreret 6.394.
- Fremgangen er bred: Sammenlignet med marts sidste år ses der positiv vækst i antallet af indhentede lånetilbud til boligkøb af ejerboliger og sommerhuse i hele landet. Aktiviteten er steget markant, og Østjylland og Nordsjælland ligger i spidsen med stigninger på henholdsvis 34,9 og 33,5 pct.
Han understreger samtidig vigtigheden af at kontakte banken tidligt i boligprocessen, så man er klar til at slå til, når den rette bolig dukker op.
