Når Herrelandsholdet i slutningen af marts går på banen til, hvad vi håber, bliver en afgørende VM-playoff-kamp på udebane, kan det ske iført en ny udebanetrøje. Trøjen sætter de rød-hvide farver i centrum – også når Danmark spiller uden for landets grænser.
Den nye trøje er designet med et klart mål: at bringe følelsen fra hjemmebanen med ud i verden og give både spillere og fans et stærkt symbol på fællesskabet omkring landsholdet.
”Når landsholdet spiller på udebane, mærker man virkelig, hvor stærk opbakningen fra de danske fans er,” siger Lars Stentebjerg, direktør i hummel. ”Uanset om det er i Prag, Dublin eller et helt tredje sted, står tusindvis af danskere i rødt og hvidt på tribunerne. Denne trøje er skabt med dem i tankerne – en trøje, der samler både spillerne på banen og fansene omkring holdet, uanset hvor kampen spilles.”
Peter Møller, fodbolddirektør i DBU, supplerer: ”Det betyder meget for spillerne at kunne mærke danskerne på tribunerne, selv langt hjemmefra. Vores fans er kendt for at følge landsholdet og skabe en helt særlig stemning på udebane. Trøjen symboliserer det fællesskab og den opbakning, spillerne oplever, hver gang de trækker landsholdstrøjen på.”

Detaljerne i trøjen
Den nye udebanetrøje er designet med ambitionen om at være så rød og hvid som muligt – en trøje, som fans kan bære både på hjemme- og udebane.
Den rød-hvide inspiration refererer direkte til roliganbevægelsen og Re-Sepp-Tens ikoniske sang ”Vi er røde, vi er hvide”, der for 40 år siden blev lydsporet til danskernes VM-eventyr i Mexico i 1986.
Trøjen er prydet af Dannebrog på fronten, skabt gennem et system af nålestriber, der løber både vertikalt og horisontalt. Striberne tager afsæt i den legendariske ’86-trøje, der i år fejrer 40-års jubilæum, men er gjort smallere og mere elegante for at matche nutidens design- og modetendenser. Mønstret er primært hvidt, men brydes af hummel- og DBU-logoerne på brystet, hvor korset i Dannebrog danner en grafisk detalje, der samler hele designet.
Trøjen kan købes allerede i dag både online og i fysiske butikker.

