Den palæstinensiske sanger, sangskriver og popartist Saint Levant lægger vejen forbi København den 18. november 2026, hvor han optræder i Store VEGA som en del af sin kommende AFANDI WORLD TOUR.
Verdensturné når København
Den omfattende verdensturné indledes den 12. september i Boston og bringer Saint Levant gennem Nordamerika, Europa og Mellemøsten. Undervejs besøger han blandt andet byer som Brooklyn, Toronto, Chicago, Los Angeles og San Francisco, inden den europæiske del af turnéen starter i Dublin den 29. oktober. Herefter følger koncerter i blandt andet Paris, Amsterdam, Berlin, Stockholm, Madrid, Athen, Istanbul og København, før turnéen afsluttes i Muscat den 12. december.
Inspireret af Beiruts kulturliv
Afandi World Tour byder på liveshowet Layali Al Afandi, der er inspireret af de levantinske kabareter fra 1990’erne. Koncerten er opbygget som en fortællende forestilling, hvor livemusik, scenografi og historiefortælling smelter sammen. Showet henter samtidig inspiration fra Beiruts pulserende natteliv og udforsker den musik, mode og kunstneriske identitet, der har præget den moderne arabiske populærkultur.
Saint Levant, der er født Marwan Abdelhamid og voksede op i Gaza, fik sit internationale gennembrud med singlen Very Few Friends i 2022. Han kombinerer arabisk, engelsk og fransk i sine tekster og blander arabiske musiktraditioner med R&B, hiphop og moderne pop. Den personlige historiefortælling og det grænsebrydende musikalske udtryk har gjort ham til en af de mest markante nye stemmer på den internationale musikscene.

Billetsalget starter i juli
Billetsalget til koncerten i Store VEGA begynder fredag den 24. juli klokken 10.00, mens Live Nations forsalg åbner onsdag den 22. juli klokken 10.00. Billetterne sælges udelukkende som mobile billetter, og der kan maksimalt købes seks billetter pr. ordre.
Der tilbydes desuden forskellige VIP-pakker, som blandt andet kan omfatte early entry, Meet & Greet, individuel fotomulighed med Saint Levant, en eksklusiv VIP-gave samt adgang til merchandise-shopping før koncertstart.
