Borgerne i Danmark har i høj grad taget de offentlige apps, så som MitID, Sundhedskortet, Kørekortet og Digital Post, til sig. Faktisk er de offentlige apps mere udbredte end både sociale medier, nyheds- og underholdningsapps.
Det viser Nordeuropas største studie om vores digitale liv – Mobile App Trends Report 2025 – hvor den dansk-svensk-hollandske tech-virksomhed, Framna, har spurgt knap 9000 brugere på tværs af de tre lande, om deres præferencer og vaner.
96 % af danskere har MitID installeret på deres telefon, hvilket gør den delvist offentligt ejede app til den mest installerede app i Danmark. Til sammenligning har 83 procent af danskerne downloadet Facebook, 63 procent Instagram, og kun 53 procent har hentet Snapchat ned på deres mobil.
De offentlige apps erstatter i stigende grad fysiske kort og dokumenter, så som sundhedskortet, som hovedparten af os relativt sjældent bruger. Andre apps, med MitID som et godt eksempel, er derimod blevet en fast del af hverdagen: Op mod 42 % af danskerne åbner MitID daglig, og 11 % bruger endda appen flere gange om dagen.