Ny rekord: Udlændinge skabte værdi for 282 milliarder kroner i 2023

Mere end hver ottende lønmodtager i Danmark er fra udlandet, og de skaber enorm værdi, viser en ny analyse fra Dansk Industri. Det understreger behovet for at kigge efter mere international arbejdskraft, siger vicedirektør.
“Man kan på ingen måde overvurdere betydningen af international arbejdskraft i Danmark. Hvis ikke de havde været her og lagt den indsats, de gør, så havde vi jo ikke kunnet producere varer, behandle syge eller bygge huse i det omfang, der er brug for,” siger Steen Nielsen, vicedirektør i Dansk Industri. Foto: Hans Søndergaard

Beskæftigelsen i Danmark er buldret frem de senere år, og det er var aldrig sket med danskere alene. International arbejdskraft har nemlig haft en enorm betydning for fremgangen i beskæftigelsen i løbet af de seneste 10 år.

Fra 2013 til 2023 er antallet af udenlandske lønmodtagere opgjort i fuldtidspersoner blevet mere end fordoblet fra 147.000 til 309.000, viser en ny analyse fra Dansk Industri (DI).

Niveauet i 2023 svarer til, at udlændinge nu står for 13 pct. af den samlede lønmodtager-beskæftigelse i Danmark.

– Man kan på ingen måde overvurdere betydningen af international arbejdskraft i Danmark. Hvis ikke de havde været her og lagt den indsats, de gør, så havde vi jo ikke kunnet producere varer, behandle syge eller bygge huse i det omfang, der er brug for, siger Steen Nielsen, vicedirektør i DI.

– Det er på alle måder en god forretning, så vi har et arbejdsmarked og et erhvervsliv, der fungerer, men simpelthen også fordi de internationale kollegers er milliarder værd for Danmark.

Sidste år skabte international arbejdskraft værdi for 282 mia. kroner. Det er en ny rekord, og det svarer samtidig svarer til 11 pct. af hele værdiskabelsen i Danmark.

– Beskæftigelsen var gået tilbage, og det samme var økonomien, hvis ikke vi havde haft vores internationale kolleger. Vi skylder dem stor tak for, at de bidrager til udviklingen af Danmark.

Derfor er der også brug for, at vi gør det attraktivt og nemt for endnu flere at komme ind på det danske arbejdsmarked.

– I de kommende år vil der blive færre danskere i den arbejdsdygtige alder. Så for at beholde den velstand og velfærd vi kender i dag, skal vi fortsat med glæde tage imod international arbejdskraft, der søger mod Danmark, siger Steen Nielsen.

– Et enkelt og virksomt tiltag ville være, at udlændinge også fra lande uden for EU kunne få adgang til at komme hertil, hvis de har fået tilbudt overenskomstdækket arbejde. Det ville gøre en forskel med det samme.

Han understreger, at de som udgangspunkt skal rejse hjem igen, hvis de ikke har jobbet længere.

Dansk Industri

Vi arbejder for et åbent og velstående samfund i vækst og balance. Med det udgangspunkt skal Danmark være verdens mest attraktive land for virksomheder at arbejde i og ud fra. Når virksomheder i Danmark vinder, vinder hele Danmark.

DI hjælper hver dag virksomheder i Danmark med at vinde. Vi hjælper på udenlandske markeder, ved politiske forbedringer og med service og kompetencer, der øger konkurrenceevnen i hver enkelt medlemsvirksomhed.

Total
0
Shares
Related Posts