Sprogkursus i Hedensted: Tosprogede medarbejdere får bedre trivsel

I december afsluttede 10 tosprogede medarbejdere i Hedensted Kommunes ældreområde et særligt tilrettelagt kursus med fokus på sproglig udvikling og kommunikation med borgerne. Det har givet gladere medarbejdere og så meget selvtillid, at flere af de ufaglærte kursister har fået mod på at starte på en social- og sundhedsuddannelse.
Sheren fra Syrien (t.h.) er en af de tosprogede medarbejdere, som har været glad for Hedensted Kommunes sprogkursus – nu vil hun videreuddanne sig til social- og sundhedshjælper

Lufte, løfte eller lifte. Det kan være lidt svært både at udtale og at gennemskue forskellen. Især hvis dansk er ens andetsprog. Men deltagerne på kurset har knoklet på for at blive endnu bedre til dansk – og særligt de danske fagudtryk.

Og det har hurtigt givet pote, forklarer flere af deltagerne.

Maria fra Rumænien har deltaget i kurset, og det har givet et både fagligt og personligt rygstød forklarer hun:

– Mine kollegaer klapper af mig hver dag, fordi de kan se, at jeg vokser med opgaven og bliver bedre og bedre. Nu tør jeg meget mere. Før var jeg bange for at sige noget forkert, når jeg talte dansk. Nu prøver jeg bare.

Faktisk har det givet så meget, at hun nu vil starte på social- og sundhedshjælperuddannelsen. Det samme vil Sheren, som stammer fra Syrien, for hun har haft en tilsvarende oplevelse med det nye kursus, forklarer hun:

– Jeg er blevet meget bedre til alle de faglige ord, der er på dansk, men også til at tale med borgerne. Før spurgte de tit, hvad jeg mente. Det gør de ikke så meget mere, siger hun og uddyber:

– Der er meget for mig at lære endnu, og det glæder jeg mig til, også fordi jeg gerne vil være et forbillede for mine drenge.

Sheren fra Syrien har fået mod på at videreuddanne sig til social- og sundhedshjælper.

Lille indsats gør en stor forskel

Lederne af hjemmeplejen og plejehjemmene kan også mærke en forskel på deres medarbejdere, det forklarer Marianne Lybker, der er leder af hjemmeplejen i den østlige del af Hedensted Kommune.

– De medarbejdere vi har haft med på kurset, er blevet både bedre og hurtigere til at dokumentere, det de skal. Men vigtigst af alt, så har de fået modet til at tale endnu mere dansk, og det giver dem både en større tryghed og glæde, når de er på arbejde.

Også politisk er der begejstring over de foreløbige resultater:

Vi har mange dygtige, tosprogede medarbejdere i Social Omsorg. Vi tror på deres potentiale, og vi har valgt at prioritere kompetencekurset for at give nogle af dem det lille løft, de har brug for, for at blive styrket fagligt og i forståelsen af dansk kultur og sprog. At flere så oven i købet vælger at tage en uddannelse inden for social- og sundhedsområdet viser, at der ikke altid skal så meget til for at styrke ældreområdet. Vi ser derfor store perspektiver i denne type opkvalificering.

Sprogkurset har haft deltagere fra ni forskellige lande.

Fakta

  • Formålet med kurset er at styrke medarbejdernes dansksproglige kompetencer – særligt inden for fagudtryk, men også i dialogen med borgerne.
  • Sprogkurset er en del af Hedensted Kommunes arbejde med fastholdelse af medarbejdere og med at uddanne endnu flere social- og sundhedshjælpere og –assistenter. Faktisk er antallet af SOSU-elever i Hedensted Kommune steget med mere end 20% de seneste 5 år.
  • Kurset har en varighed af 2 timers undervisning hver uge i 8 uger.
  • De 10 medarbejdere, der har gennemført kurset, kommer fra 9 forskellige lande.
  • Medarbejderne er ansat i hjemmeplejen eller på plejehjem i Hedensted Kommune.
  • De SOSU-ansatte i Hedensted Kommune havde Danmarks næstlaveste sygefravær i første halvår 2023.
Total
0
Shares