Statsminister Mette Frederiksen besøgte Bevar Ukraine i Industriens Hus

Flygtninge og krigsveteraner fra det krigshærgede Ukraine markerede i dag 2-årsdagen for den russiske invasion i Ukraine hos organisationen Bevar Ukraine, der holder til i lokaler hos Dansk Industri.
Statsminister Mette Frederiksen, nr. 2 fra højre, besøgte Bevar Ukraine i Industriens Hus i dag. Yderst til venstre DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, generalsekretær for Bevar Ukraine, Andrii Kuzmyn, og yderst til højre medlem af Europa-Parlamentet, Christel Schaldemose(S).

Statsminister Mette Frederiksen holdt tale og havde samtaler med de ukrainske flygtninge, ligesom DI’s adm. direktør Lars Sandahl Sørensen talte med de mange flygtninge.

– Jeg blev berørt af at høre de ukrainske flygtninges historie. Den russiske aggression overfor Ukraine for to år siden er jo først og fremmest en katastrofe for befolkningen i Ukraine – nogen af dem ser vi her i dag, siger adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, DI.

– Derfor er det rigtigt og desværre også nødvendigt, at der har været så stor opbakning fra dansk side til at hjælpe Ukraine, siger DI-direktøren.

Bevar Ukraine er en uafhængig dansk humanitær non-profit organisation, som har til formål at yde humanitær hjælp i Ukraine og at støtte flygtninge. DI har stillet lokaler til rådighed for organisationen i Industriens Hus i København. Erhvervsorganisation indgår også på en lang række andre områder i arbejdet med at støtte Ukraine bl.a. gennem donationer og formidling af hjælp fra medlemsvirksomhederne,

– Vi skal stå fast i vores støtte. Danmark, danskerne og danske virksomheder har allerede vist forbilledlig opbakning. Med penge, militær isenkram, generatorer, fødevarer, medicin, donationer og en masse andet. Helt ærligt – det bliver jeg både imponeret og stolt af, siger Lars Sandahl.

Statsminister Mette Frederiksen(th.) og adm. direktør Lars Sandahl Sørensen, Dansk Industri, mødtes med ukrainske flygtninge ved markering af 2-årsdagen for den russiske invasion i Ukraine.

I besøget hos Bevar Ukraine deltog udover statsministeren og DI-direktøren også Socialdemokratiets spidskandidat til kommende valg til Europa-Parlamentet, Christel Schaldemose, der også er medlem af parlamentet i dag.

– I dag er det to år siden, krigen brød ud. Danmark har bundet sig til masten, så Ukraine kan regne med dansk støtte i mange år fremover. Lige så sørgmodige, vi kan være over situationen, lige så stolte kan vi også være, siger Lars Sandahl Sørensen.

I dag er hele 11.000 ukrainske flygtninge beskæftiget i Danmark, hovedparten af dem i private virksomheder og vi har i DI bistået efter bedste evne sammen med vores virksomheder i et tæt samarbejde med kommunerne – læs mere ukrainske flygtninge i arbejde på link herunder.

Total
0
Shares
Related Posts