Initiativet bag domkirkekvarteret.dk er et samarbejde mellem Skovgaard Museet, Viborg Museum, Viborg Domkirke og Viborg Kommune. Formålet er at gøre det nemmere for besøgende at planlægge deres tur – uanset om man starter på Skovgaard Museet, Museum Wibergis eller en guidet tur i kvarteret.
“Udviklingen af Domkirkekvarteret er et langsigtet projekt, hvor vi forbedrer byrum, formidling og tilgængelighed. En fælles digital platform er et vigtigt skridt i at styrke kvarteret som en af Jyllands største kulturattraktioner,” siger Lars Stentoft, direktør for kultur og udvikling i Viborg Kommune.
Digitalt univers med tre hjemmesider
For at præsentere Domkirkekvarteret som én samlet destination er der skabt et digitalt univers med tre hjemmesider: domkirkekvarteret.dk, en ny hjemmeside for Skovgaard Museet og wibergis.dk – Viborg Museums kommende attraktion.
“Domkirkekvarteret kombinerer kunst, arkitektur, tro og historie. Nu bliver det lettere at opdage alt, hvad området har at byde på,” siger Pernille Rom Bruun, museumsleder ved Skovgaard Museet.
Samtidig giver én fælles webshop besøgende mulighed for at købe billetter, guidede ture og events samlet ét sted. “Det gør det nemmere at planlægge besøget og sænker barriererne for gæsterne,” siger Brian Wiborg, museumschef ved Viborg Museum.
Op mod 350.000 gæster årligt
Lanceringen følger Viborg Kommunes omfattende udviklingsplan for Domkirkekvarteret. Seks historiske byrum skal revitaliseres, og det gamle rådhus omdannes til et nyt hærvejs- og velkomstcenter. På sigt forventes området at tiltrække op mod 350.000 gæster årligt og blive en af Jyllands største kulturattraktioner.
