Digteren Caspar Eric modtog fredag Danske Regioners pris Årets Sundhedsdebattør 2026 på Folkemødet på Bornholm. Med sit forfatterskab – senest digtsamlingen CRIP – har han sat fokus på vilkårene for mennesker med handicap og rejst en vigtig samfundsdebat.
Med afsæt i egne erfaringer og et skarpt litterært udtryk har Caspar Eric været med til at udfordre forestillinger om normalitet og sætte fokus på, hvordan samfundets strukturer påvirker livet med handicap.
– Du giver en stemme til en gruppe, der alt for sjældent bliver lyttet til i den offentlige debat, og som fortjener både plads, opmærksomhed og en langt stærkere stemme, sagde Danske Regioners formand, Mads Duedahl, da han overrakte prisen.
Han fremhævede samtidig, at Caspar Eric med sit forfatterskab er med til at flytte debatten ved at insistere på, at mennesker med handicap skal fylde mere – både i kunsten, medierne og samfundet.
– Jeg håber, at færre mennesker føler sig alene i den her kamp. Det her er kun begyndelsen, sagde Caspar Eric.

(Foto: Danske Regioner)
Sprog, liv og politisk ansvar i fokus
Efter prisoverrækkelsen læste Caspar Eric op fra CRIP.
Herefter blev perspektiverne foldet ud i en samtale med sundheds- og kirkeminister Ida Auken, forfatter Anne Mette Kirk, der er mor til et barn med handicap, samt Mads Duedahl.
Sammen drøftede de, hvordan sproget er med til at forme vores syn på mennesker med handicap, hvordan der kan skabes et samfund med bedre plads til forskellighed, og hvad det kræver af politisk handling.
Anne Mette Kirk understregede, hvor betydningsfuldt hun mener, det er, at netop Caspar Eric modtager årets pris:
– Tak til Danske Regioner for at tildele prisen til Caspar. Jeg har selv prøvet at stå med et nydiagnosticeret barn og føle mig forvirret. Det var tusind ting på én gang. Da jeg læste dine digte, opdagede jeg, at de rummer både sorg, frustration og glæde. Det er jo ikke bare digte.
Sundheds- og kirkeminister Ida Auken supplerede:
– Skønhed, rigdom og venner kan man blive født med. Men mod skal man kæmpe sig til. Mod opstår dér, hvor man tør træde frem, selv om det er svært, og opdager, at man bliver grebet. Mennesker tager bedre imod én, end man tror, når man er ærlig og tro mod sig selv.
