Mange danskere bruger i disse dage påsken på at lede efter deres næste hjem – men langt fra alle gør det med professionel hjælp ved deres side.
Det fremgår af en ny YouGov-undersøgelse udarbejdet for Gjensidige og NRGi.
Kun 32 procent af de adspurgte boligejere havde en uvildig rådgiver med, da de sidst købte bolig. Det betyder, at knap seks ud af ti har gennemført et boligkøb uden professionel sparring om boligens stand og tekniske forhold.
Det undrer Bo Halm Andersen, der er byggesagkyndig i NRGi.
Han peger på, at en uvildig rådgiver kan give boligkøberen et mere retvisende billede af boligen og samtidig være med til at forebygge ubehagelige overraskelser senere i processen.
”Når man er midt i boligjagten, fylder mavefornemmelsen og prisen på drømmeboligen ofte mest. Men der kan gemme sig forhold, som får stor betydning for hverdagen i boligen. En uvildig rådgiver kan gennemgå både rapporter og selve boligen og gøre opmærksom på de forhold, man bør overveje, inden man underskriver købsaftalen,” siger Bo Halm Andersen.

Yngre købere søger oftere rådgivning
Undersøgelsen viser også klare forskelle mellem aldersgrupperne.
Blandt boligkøbere i alderen 18 til 39 år har omkring halvdelen haft en rådgiver med i købsprocessen. For de ældre købere ser det anderledes ud.
I gruppen over 60 år svarer hele 70 procent, at de ikke benyttede en byggesagkyndig eller køberrådgiver ved deres seneste boligkøb.
Ifølge Lene Rasmussen, skadedirektør i Gjensidige, kan både førstegangskøbere og erfarne boligkøbere have stor gavn af professionel rådgivning.
”For de fleste er et boligkøb en af livets største investeringer. Derfor er det vigtigt at vide præcis, hvad man skriver under på. Skader og problemer kan opstå, hvis man overser boligens svagheder fra starten – og det kan både blive dyrt og besværligt i hverdagen. Det kunne i mange tilfælde være undgået med den rette rådgivning,” siger Lene Rasmussen.
Om undersøgelsen
Undersøgelsen er foretaget af Gjensidige og NRGi blandt 1.036 respondenter i Danmark.
| Brugte du en uvildig byggesagkyndig eller køberrådgiver ved dit seneste boligkøb? | ||||||
| Alder | I alt | 18-29 | 30-39 | 40-49 | 50-59 | 60+ |
| Ja, uvildig byggesagkyndig | 19 % | 24 % | 26 % | 22 % | 20 % | 15 % |
| Ja, uvildig køberrådgiver | 16 % | 30 % | 33 % | 12 % | 13 % | 10 % |
| Nej | 58 % | 41 % | 44 % | 55 % | 56 % | 70 % |
| Ved ikke/husker ikke | 10 % | 12 % | 5 % | 12 % | 14 % | 8 % |
