Som en del af aktionsrækken “Bryd Kæden” blokerede hundredvis af Palæstina- og klimaaktivister i går (Lørdag d. 22. August red.) vejene omkring Mærsks hovedkontor i København. Aktivisterne protesterede mod shippingvirksomhedens transport af våbendele til Israel og det, de beskriver som Israels folkedrab i Palæstina. Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg deltog også i aktionen.

Demonstration udviklet til blokade
Ved Esplanaden i det centrale København har aktivister fra en række grupper på tværs af klima- og Palæstina-bevægelsen blokeret vejen foran Mærsks hovedkontor. Den pro-palæstinensiske gruppe Mask off Mærsk havde indkaldt til demonstrationen, som undervejs har udviklet sig til en blokade.
Aktionen finder sted som led i den to uger lange kampagne Bryd Kæden, der har samlet over 500 aktivister fra hele Europa i protest mod en række danske virksomheders roller i globale forsyningskæder, som aktivisterne betegner som destruktive.
Lørdagens aktion mod Mærsk havde til formål at forstyrre virksomhedens daglige drift og sætte fokus på det, aktivisterne beskriver som Mærsks transport af våbendele, der ifølge dem anvendes i krigsforbrydelser og det, FN’s Kommission for Menneskerettigheder har fastslået er et folkedrab på palæstinenserne.
Mask off Mærsk kræver, at Mærsk stopper transporten af våben til Israel og dermed det, gruppen betegner som virksomhedens medskyldighed i folkedrabet.
En aktivist fra Mask off Mærsk, Emma Liddy, siger:
“Vi ved, at Mærsk transporterer våben og ammunition til Israel på trods af Israels dokumenterede krigsforbrydelser mod den palæstinensiske befolkning. Mærsk transporterer blandt andet dele til 900 kg tunge bomber, som Israel anvender i bombardementet af Gaza – et bombardement, der fortsætter på trods af den såkaldte våbenhvile.”
Rapport peger på transport af våbendele
I juni udgav Palestinian Youth Movement og Oxfam Danmark en rapport, der ifølge organisationerne dokumenterer, at Mærsk fragter ammunition til Israel, herunder dele til kugler, bomber og mortérer.
I alt har Mærsk ifølge rapporten transporteret over 2.000 ton våbendele til Israel siden oktober 2023.
Mærsks transport af våbendele er tidligere blevet afdækket af blandt andre Danwatch og Information i en Cavling-vindende serie. Aktivisterne kritiserer samtidig Mærsk for flere gange at have forsøgt at skjule transporten af våben og for det, de beskriver som urigtige oplysninger om virksomhedens dokumenterede transport til ulovlige bosættelser på Vestbredden.

Aktivister vil fortsætte blokaden
William Faxhøj, aktivist i Den Grønne Ungdomsbevægelse, er blandt de demonstranter, der var til stede ved Mærsks hovedkontor. Han siger:
“Mærsk sætter profit over alle andre hensyn: Hvis der er en sammenhæng mellem det faktum, at deres CO2-udledninger er større end hele Danmarks til sammen, og at de er medskyldige i Israels folkedrab, så er det denne hensynsløse profitjagt.”
Foreløbig insisterer aktivisterne på at blive siddende og blokere vejen foran hovedkontoret.
Tidligere under Bryd Kæden har aktivister gennemført aktioner mod pesticidfabrikken Cheminova, mineudstyrsproducenten FLSmidth og Kalundborgs olieraffinaderi. Aktionerne er rettet mod det, demonstranterne beskriver som Danmarks rolle i nogle af verdens mest destruktive forsyningskæder.
