Efter Ubers indtog på det danske marked i 2025 og selskabets opkøb af Dantaxi i juni samme år blev det muligt for passagerer i store dele af Danmark at bestille autoriserede taxier via Uber-appen. Nu er denne løsning også fuldt tilgængelig i Randers.
Kørslen udføres af professionelle taxichauffører tilknyttet Dantaxi og administreres af et etableret kørselskontor – præcis som kunderne kender det fra dansk taxikørsel. Kunderne får dermed både fordelene ved Ubers teknologi og den velkendte tryghed ved autoriseret taxikørsel inden for de danske regler. I første omgang står 10 taxier fra Dantaxi klar til at betjene byen.
Erfaring og service i centrum
En af de nye Dantaxi-vognmænd i Randers er Ajdin Terzic. Han har mere end 12 års erfaring som chauffør og vognmand. For ham er taxikørsel først og fremmest et servicefag.
– Om jeg kører unge mennesker i byen, som skal have en god start på aftenen, eller en ældre dame til lægen, der måske har brug for hjælp med en taske, er der forskellige behov, og de skal opfyldes, siger Ajdin Terzic.
Uber på den danske måde
Via Uber-appen kan kunder i Randers bestille kørsel, se prisen på forhånd, følge bilen på et kort og betale direkte i appen. Samtidig får de den tryghed, der følger med dansk taxikørsel og et etableret kørselskontor.
Netop muligheden for at bestille via Uber er noget, kunderne i Randers efterspørger, fortæller Ajdin Terzic.
– Det at bestille med Uber giver kunderne en række fordele og fjerner blandt andet usikkerhed. Jeg oplever også, at færre prajer en taxa på gaden eller ringer efter en. Kunderne vil hellere bestille via appen for at få de fordele, siger han.

Dækker hele Randers Kommune
Geografisk dækker servicen hele Randers Kommune, inklusive de mindre byer.
Ifølge Charlotte Eriksen, Country Manager for Uber i Danmark, vil lanceringen i Randers styrke byens transportudbud.
– Når mobiliteten fungerer bedre, fungerer byerne bedre. Derfor er vi begejstrede for at bringe Uber til Randers og give borgerne en mere tilgængelig og fleksibel måde at komme rundt på, samtidig med at vi skaber nye indtjeningsmuligheder for lokale chauffører.
– Vores ambition er at supplere de eksisterende transportmuligheder, reducere afhængigheden af privatbiler og gøre det lettere for folk at komme til job, uddannelse, natteliv og nødvendige services, siger hun.
Uber er tilgængelig i Danmarks 25 største byer
Med udvidelsen til Randers er Uber nu tilgængelig i Danmarks 25 største byer samt en lang række andre byområder. Kørslen leveres blandt andet af det landsdækkende taxiselskab Dantaxi i samarbejde med lokale vognmænd.








