Der er fortsat et markant uudnyttet arbejdsmarkedspotentiale blandt indvandrere fra MENAPT-lande i Danmark. En ny analyse fra SMVdanmark viser, at beskæftigelsesfrekvensen i gruppen er væsentligt lavere end blandt danskere, og at det koster både virksomhederne og samfundsøkonomien dyrt.
I 2025 var kun 44,6 pct. af MENAPT-indvandrere i fuldtidsbeskæftigelse mod 65,5 pct. blandt personer med dansk oprindelse. Det svarer til et beskæftigelsesgab på 20,9 procentpoint og et potentiale på 33.100 flere fuldtidspersoner i arbejde.
MENAPT er en samlet betegnelse, der bruges i bl.a. danske analyser for indvandrere fra følgende regioner:
- Mellemøsten
- Nordafrika
- Pakistan
- Tyrkiet
Et stort potentiale for virksomhederne
Ifølge cheføkonom Thomas Gress er analysen et klart signal om, at der er behov for at få flere ind på arbejdsmarkedet.
“Vi står med et meget stort og helt konkret arbejdskraftpotentiale. For mange små og mellemstore virksomheder, der mangler medarbejdere, er det her en oplagt del af løsningen,” siger Thomas Gress.
Han peger på, at udviklingen går den rigtige vej, men at der stadig er et betydeligt efterslæb.
“Det er positivt, at beskæftigelsen blandt ikke-vestlige indvandrere er steget markant de senere år. Men når vi dykker ned i tallene, kan vi se, at især personer fra MENAPT-landene stadig halter bagefter,” siger han.

Milliardgevinst for samfundet
Analysen viser også, at der er store økonomiske gevinster ved at lukke beskæftigelsesgabet. Hvis alle i gruppen kom op på samme beskæftigelsesniveau som danskere, ville det have styrket de offentlige finanser med op mod 11,8 mia. kr. i 2025.
“Det her handler ikke kun om den enkelte. Det handler også om vores fælles økonomi. Når flere kommer i arbejde, styrker det både virksomhedernes muligheder for at vokse og de offentlige finanser markant,” siger Thomas Gress.
Samtidig understreger han, at en stor del af potentialet findes blandt personer uden for arbejdsstyrken.
“En stor del af potentialet ligger hos personer, som i dag står helt uden for arbejdsmarkedet. Det kræver en målrettet indsats, hvis vi skal have flere af dem i job,” siger han.

Behov for reformer
SMVdanmark peger på, at incitamenterne til at arbejde i nogle tilfælde er for svage, og at det kan være en barriere for at komme i beskæftigelse.
“Vi er nødt til at se på, om systemet i dag i tilstrækkelig grad understøtter, at det kan betale sig at arbejde. Ellers risikerer vi, at potentialet aldrig bliver indfriet,” siger Thomas Gress.
SMVdanmark opfordrer derfor til politisk handling, der kan styrke arbejdsudbuddet og gøre det mere attraktivt at tage et job frem for at være på varig offentlig forsørgelse. Målet er klart: Flere skal i arbejde, så virksomhederne kan få den arbejdskraft, de mangler, og samfundet får fuldt udbytte af det potentiale, der i dag står ubrugt.
