De er gradvist blevet færre i gadebilledet, og fra i dag er det helt slut: Der kører ikke længere busser i København, der udleder CO2 fra motoren. Det sker i takt med, at linje 19 og 5C som de sidste omlægges til eldrift. Dermed har Københavns Kommune taget det sidste skridt mod fuldt emissionsfri busdrift.
En milepæl for klima og luftkvalitet
“Renere luft har været en mærkesag for mig, siden jeg gik ind i politik. Derfor er jeg også meget glad for, at vi nu er i mål med 100 procent elbusser. Det er en stor milepæl, at København nu har kollektiv transport, der hverken forurener eller udleder CO2. Det gør en reel forskel for både klimaet og den luft, vi indånder hver dag,” siger overborgmester Sisse Marie Welling (SF).
Resultatet af fælles politisk indsats
“Stort tillykke til Københavns Kommune – både med elbusserne på linje 19 og 5C og med, at alle kommunens buslinjer nu kører på el. Det er en historisk milepæl, som også løfter Movias samlede andel af elbusser til 72 procent. Den udvikling skyldes i høj grad, at Movias ejere – 45 kommuner og to regioner på Sjælland – fra begyndelsen har bakket op om den ambitiøse målsætning fra 2016. Dengang satte vi et mål om, at halvdelen af busserne skulle være eldrevne i 2030. Det mål nåede vi allerede i 2024, hvilket vi kan være stolte af,” siger Movias trafikdirektør Jeppe Gaard.
Beslutningen bag omstillingen
Allerede i 2016 besluttede politikerne på Københavns Rådhus, at alle 42 kommunalt finansierede buslinjer skulle omlægges til busser uden CO2-udledning fra motoren. Siden er diesel- og gasbusser løbende blevet udskiftet med elbusser. Den travle og velkendte 5C, som siden 2017 har kørt på biogas, overgår nu også til el – ligesom linje 19, der forbinder Glostrup Station, Frederiksberg og Valbyparken.
Omstillingen betyder, at København reducerer CO2-udledningen med omkring 14.700 ton om året. Samtidig forsvinder udledningen af NOx og partikler fra bussernes motorer, hvilket bidrager til en mærkbart bedre luftkvalitet i byen.
