Der er forår i luften, og danskerne er klar til at finde drømmesommerhuset. Men i år bliver jagten alt andet end nem. Nye tal fra Finans Danmark viser, at udbuddet er raslet ned – samtidig med at priserne er kravlet op.
Ved udgangen af februar var der kun 4.226 sommerhuse til salg i hele landet. Det er et fald på knap 17 procent på bare ét år. Samtidig er priserne i gennemsnit steget med 6 procent.
Og det er især ét sted, det går stærkt.
Øst for Storebælt – inklusive Bornholm – er priserne eksploderet med næsten 17 procent. Vest for bæltet? Her er stigningen langt mere afdæmpet på kun 2,6 procent.
Ifølge underdirektør Peter Jayaswal følger sommerhusmarkedet nu samme udvikling som boligmarkedet: færre boliger og højere priser.
– Der er simpelthen færre sommerhuse at vælge imellem, og i nogle områder er priserne stukket helt af, siger han.

Sælgers marked i øst
Særligt i Nordsjælland og Østsjælland er efterspørgslen så høj, at det ligner et rent sælgers marked.
Men alt er ikke tabt for køberne.
Selvom priserne stiger, bliver der stadig givet solide rabatter. I februar blev sommerhuse sat ned med omkring 175.000 kroner i snit – og i områder som Sydjylland og Vest- og Sydsjælland helt op mod 250.000 kroner.
– Der er stadig mulighed for at forhandle, især i områder med mindre efterspørgsel, siger Peter Jayaswal.
Konklusionen er klar: Færre sommerhuse, hårdere kamp – og højere priser. Samtidig holder stabile renter og høj beskæftigelse gang i markedet, selv i en tid med global uro.
