Opråb: PET skal ikke have lov til at masseovervåge borgerne

25 organisationer er gået sammen om at stoppe regeringens lovforslag, der giver PET hidtil usete beføjelser til at masseovervåge borgerne.
Foto: Lianhao Qu / Unsplash

Folketinget bør sætte behandlingen af den kommende PET-lov i bero og i stedet nedsætte en uafhængig kommission, som kan kortlægge overvågningssamfundets omfang og konsekvenser for borgernes privatliv og retssikkerhed.

Sådan lyder det fra 25 organisationer og en række forskere, der advarer kraftigt mod at tildele Politiets Efterretningstjeneste hidtil usete beføjelser til at indsamle, overvåge og analysere data om alle danskeres personlige oplysninger og digitale færden.

”Hvis regeringens forslag bliver til virkelighed, vil alle borgere systematisk blive overvåget overalt og hele tiden. Det er et meget voldsomt indgreb i vores privatliv, og det er opskriften på et overvågningssamfund. Derfor er der behov for en tænkepause, hvor vi får kortlagt omfanget og konsekvenserne af den overvågning, der allerede finder sted – og sikret en mere balanceret tilgang fremadrettet”, siger Birgitte Arent Eiriksson, der er direktør for tænketanken Justitia.

I et åbent brev peger organisationerne på, at overvågningen af borgerne gennem de seneste årtier har bevæget sig fra at være undtagelsen til gradvist at blive normen, mens hensynet til privatlivets fred og retssikkerheden er gledet i baggrunden.

[Artiklen fortsætter efter annoncen.]

En uafhængig privatlivskommission skal analysere de retlige og teknologiske implikationer og stille forslag til, hvordan vi som samfund genetablerer og sikrer en bæredygtig balance mellem sikkerhed, tryghed og retten til et privatliv.

Organisationer advarer mod at tildele PET hidtil usete beføjelser til at indsamle, overvåge og analysere data om alle danskeres personlige oplysninger.

Retsstaten og borgernes frihed

”Hvis vi ønsker, at retsstaten og borgernes frihed skal overleve i den digitale tidsalder, er tiden for en sådan kommission ikke bare moden – den er presserende. Vi er nødt til at afklare, hvor grænsen for overvågning i et demokratisk retssamfund går, og hvilke principper, der skal beskytte borgerne mod uforholdsmæssig eller vilkårlig indsamling og behandling af persondata”, lyder det i det åbne brev, som Justitia og Ingeniørforeningen IDA har taget initiativ til.

Laura Klitgaard, der er formand for IDA, understreger, at overvågning i det omfang, som regeringen lægger op til, risikerer at undergrave den enkeltes ret til privatliv og samtidig gøre uoprettelig skade på tilliden mellem borgere og myndigheder.

Foto: Photo by Chris Yang / Unsplash

Underminimere demokratiet

”Forslaget risikerer at underminimere demokratiets grundpiller i form åbenhed, ytringsfrihed og retssikkerhed. Hvis vi ikke længere tør benytte vores grundlovssikrede ret til at ytre og forsamle os, fordi vi frygter, hvordan det vil blive vurderet af PET, så har vi ikke længere et frit samfund”, siger Laura Klitgaard, der også advarer mod planerne om at bruge AI og mønstergenkendelse til overvågning af borgerne:

[Artiklen fortsætter efter annoncen.]

“Det rejser alvorlige dataetiske spørgsmål og kan få helt uforudsigelige konsekvenser for den enkelte borger, hvis AI slippes løs på personfølsomme oplysninger. Derfor må regeringen droppe sit hastværk og åbne for en grundig debat om overvågningens konsekvenser”.